Børns mundtlige legekultur

Børns mundtlige legekultur

af Povl Bjerregaard

Resumé

Øgenavne, kælenavne, gåder, udråb, nonsensfortællinger, ord-gakgak, gyserhistorier, lyde, rim, verbale udråb, pralerier, gådevitser, parodier, tungetwistere, fornæmmelser, vittigheder, alle børnene genren, remser, mundhuggerier m.m. er alle former af leg med ord.

6-12 årige er den der lege mest med ordene, men det kan også forkomme helt ned i vuggestuen. De mundtlige aktiviteter er en del af børns sociale og kulturelle liv, de er hele tiden i forandring fordi de indgår i børns samvær som levende udtryk i et uformelt netværk.

Mouritsen – legekultur defineres som ”børns æstetisk symbolske udtryksformer”. ”punktvise æstetisk organiserede udtryk knyttet til øjeblikket” som tilhøre en særlig sfære.

Legekultur tilegnes gennem deltagelse og udøvelse og kræver færdiheder i utryksformer, æstetiske tekniker, organisationsformer, iscenesættelse og performance. Familien har en vigtig betydning for de mundtlige legekulturelle udtryksformer, bla. glæden ved leg med sprog, fortællekompetancer og repotoire, samt udvikle homoristisk sans. Voksne leger også i kulturelle udvekslinger. Vertikal overlevering er den udveksling der sker fra voksen til barn, horisontal overlevering sker fra børn til barn. Samspillet mellem mundligt kultur og medierne har betydning, fordi medierne leverer råstof, indtryk og former der bruges og bearbejdes i legekulturen. Måske er institutions vigtigste rolle at være mødested for legekulturen frem for pædagogisk formidler.

Sprog udspilles i sociale rum og er et socialt fænomen om magt, status, roller og anderkendelse. Dette er eftertragtede og nødvendige færdigheder for både børn og voksne. I institutionen er de sociale relationer præget af en kompleksitet foranerlighed, da det er ikke let at navigere på tværs af spilleregler og kommunikation på mange niveauer. Vi manupulerer kreativt med sproget, fordi det i sig selv er meningsfuldt og sjovt.

Mundtlig humor forudsætter kompetancer inden for kulturelle, poetiske og lingvistiske systemer. For at begribe børnsliv og fællesskaber er det vigtigt for pædagoger at kende til de forskellige lege med sprog og fortællinger.

Gåde og gådevitser: enkel fleksibel spørgsmål-svar-formel. At gætte rigtigt kræver bla. logisk sans, sproglig viden, og fantasi. Svaret er uforudsigeligt og overraskende. Gådevitser indeholder logiske men absurde spørgsmål. ex. hvad er det som ligger i en spand og siger dav? en spandauer. Humoristisk diskurs. Små forskydninger og manipulationer med ordene kan indeholde hele pointen. Nogler gåder og vitser kan indeholde sexuelle undertoner. Nogle kræver viden om alfabetisering, andre indeholde fjollede oversættelser af fremmedord. Humoristisk sans virker inkluderende for dem som forstår den, så dem der ikke forstår lade ofte som om at de forstår, for at være med i fællesskabet.

Gyserfortællinger: fra start af er man klar over at der fortælles noget uhyggeligt, men vi ved ikke hvad og hvornår klimaks indtræffer. ofte har den overraskende og sjover pointer. En god fortæller bruger stemmeføring, gestik og pauseringer, for at gøre det mere uhyggeligt og fastholde sine tilhørere.

"Alle børnene genren": kreativ rimleg med ord. Børn udforsker og laver nye eksempler, nogle gange kiksede men sjove. (Kvideland 1987) legekulturen er medie for at udtrykke tabubelagte emner som ex. handicaps, sex og død, dog med humoristisk distance. Ofte går genren på tur blandt deltagerne.

Parodier: "En komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald", Parodien kan være rettet mod noget der opfattes finkulturelt, ophøjet eller alvorligt. Det kræver at både fortæller og tilhørene kender den eller det der parodieres. Man fremstiller det parodierede med ex accent, gestik og mimik. Mederne er gode at parodiere. Der leges videre med råstoffet børnene imellem, ved at udforske og improvisere.

Rim og remser: ofte didaktiske budskaber som ugen dage, tal, og bogstavremser. De leveres både fra voksen til barn allerede fra spædbarnsalderen og fra barn til barn. Det er en meningsfyldt aktivitet som pædagoger med faglig indsigt kan lære fra sig og inspirere børnene til at lege videre med sproget. Holder man genren æstetiske konvention kan man lave om på det som det passer en.

Legekultur findes i og uden for institutionen. Pædagoger må overveje sig til hvordan de skal forholde sig til det i inst. De må skabe tid og rum for udfoldelse ved at organisere hverdagen. Pædagoger må bla. have indsigt i legens væsen, udviklet situationsfornemmelse og social musicalitet for at spille med. Somme tider skal de voksne ikke blande sig i børnenes egen organiserede leg, og andre gange kan de støtte barnets interesse. Pædagoger er selv kulturbærende og skal fortælle deres egne historier. Ældre børn er med til at lære de små nyt i genrer og udtrykformer.

Slut prut finale ;-)

At skabe antropologisk viden om børn

At skabe antropologisk viden om børn.

Af Eva Gulløv,Susanne Højlund. I: Feltarbejde blandt børn: metodologi og etik i etnografisk børneforskning (s. 15-36)

Den antropologiske børneforskning indeholder videnskabelige teorier om børn og de sammenhænge de er i, både erfarings- og betingelsesmæssigt ud fra det enkelte barn eller grupper. Den søger viden og forståelse for den komplekse menneskelige sameksistens. metodologiske overvejelser betragter, gennem feltarbejde, forskningsstrategier om børns samspil med teoretiske og analytiske overvejelser, og danner nye fortolkninger af de betydningsfulde sammenhænge i børns liv. Dette feltarbejde, som er betegnelsen for forskellige etnografiske metoder, er grundstenen i antropologisk forskning og viden. Frederik Barth siger: for at finde ind til det essentielle i et barns liv, kræver det indlevelse over tid, og at man selv deltager aktivt for at forstå barnets verden.

Etnografi
Feltarbejdet kræver tid og indlevelse fordi ofte er barnet ikke klar over hvad der sker i deres rollelege da det er så integreret i deres selvforståelse,og kan ikke svare på spørgsmål om det. det handler om at få indblik i et menneskes handlinger og forståelse og prøve at begribe mønstre og logikker der kan forklare dem. Man undre sig over det man iagttager og stiller spørgsmål, udforsker og reflekterer. Det kan være nødvendigt at følge barnet på flere områder af livet, i privat og offentlige rum, og evt. interviewe familien. Metoderne udvikles erfaringsvist undervejs fordi man ikke på forhånd kan forudsige hvilke forhold der er betydningsfulde og må uddybes. feltarbejdet er en vekselvirkning mellem deltagelse, observation og refleksion, og kræver derfor deltagelse og distance på samme tid. Dette danner dobbelt etnografisk tilgang, fordi man skal forsøge at forstå et menneskes handlinger og tilgange og samtidig holde en analytisk distance, og samtidig også forholde sig neutral i forhold til egne barndomsopfattelser og erfaringsgrundlag. Man skal dog ikke være ukritisk, men man skal forstå de lokale præmisser før man vurderer, for at det kan være etisk ansvarligt. Refleksivitet er det der skaber balancen mellem nærhed og distance. Da en etnograf ved sin tilstedeværelse selv bliver en del af barnets erfaring, er det umuligt at parterne forbliver helt uberørte af omstændighederne.(Hastrup & Ramløv 1988)
For at tolke og forklare det iagttagede trækker vi på egne forståelser og erfaringer og et forskningsprojekt af denne art vil altid indeholde etnografens selektive begribelse af virkeligheden, da denne bliver påvirket med sym- eller antipartier, og man skal være opmærksom på dette. Den hermeneutiske proces er en fortolkningsproces som er farvet af analytikerens position samt teoretiske perspektiver. På trods af den personlige tilgang er det vigtigt at det ikke er den subjektive tilgang der er vigtigst i processen, men det man har sat sig for at forske i. Det er nødvendigt at bruge teorier og begreber i analytisk refleksion, det skaber en distance til feltet.

Der har siden 80erne været stor fokus på børns opfattelser, og etnografien har fået en meget stor plads i måden at indkredse dette. Det er dog problematisk da der hersker en skeptisk opfattelse overfor analytiske potentialer af barneperspektiv og børnekultur. Der er bla. fare for at fremstille en gruppe som social homogen, med fastlagte og uforanderlige opfattelser og handlemønstrer (kjær 2001,Gulløv 2003). Der kan også ske en forvridning i undersøgelsesmaterialet, da det kan blive betonet af loyalitet over for barnet. Forskere kan få en indsigt i barnets verden, men kan aldrig sætte sig helt ind i den erfaringsviden som børn handler du fra. Det går ud på at fortolke børns handlinger og udsagn i forhold til sammenhæng, som ikke genkendes af barnet fordi det står lige midt i dets eget liv, med sociale strukture, symbolske betydninger og materielle vilkår m.m. Viden om børns perspektiver kan aldrig være helt total eller objektiv, og det er vigtigt at være klar over de metodiske begrænsninger. Kirsten Hastrup fortæller i "indfødte stemmer" om inddragelsen af børns tale kan fremstå mere autentisk end den er, samtidig vil den gennemgå en redigering fordi den er taget ud af kontekst. Citater er taget ud fra den empiri forskeren har haft adgang til, og det er er ansvar man bør være sig bevidst om.
Den antropologiske forskning er begrænset til børns viden og handlinger, for man kan ikke vide hvordan de tænker eller erfarer. Man kan bruge feltarbejdet til at få indsigt i de kulturelle og sociale betingelser børn lever i og med, i bestemte kontekster.

Analyse af kontekst
"Kontekst er forbindelser, der opfattes som relevante for det fænomen der udforskes, men bedømmelsen af relevans beror på en konstruktion af fænomenet, som forskeren foretager"."Refleksionen over kontekstbegrebet, at opfattelsen af kontekst gør en væsentlig forskel for den analyse man foretager (McDermott 1993)Han mener kontekst skal opfattes som et reb af sammespundne fibre som repræsentere barnets betydningsfulde elementer. På den måde sker der ikke en hierarkisering i hvad der er vigtigst. Konteksten er et udtryk for konkret samspil mellem personlige, sociale og kulturelle omstændigheder. Det er igen her vigtigt at overveje sine egne opfattelse af objekter og sammenhænge der er relevante. Det særskilte ved antropologisk etnografiske undersøgelser er netop kontekst, som afdækker hvad der er mest relevant.


Antropologisk viden om børn
Børn er ikke en entydig kategori, de skal opfattes individuelle med hver deres historie, og kulturelle sammenhænge. Hvad et barn kan og hvad der er rigtigt og godt for et barn betyder ikke at det er det for et andet. dette kræver en åbenhed af studiet af det enkelte barn, som man kan iagttage hvordan de spiller sammen med generelle forestillinger om barndommen. Den antropologiske børneforskning er en tilgang til en samfundsanalyse. Egen kommentar: det kan bruges til en mere nuanceret forståelse af børn - også i den pædagogiske praksis.

Børn og kultur – mellem nye og gamle forstillinger

Børn og kultur – mellem nye og gamle forstillinger af Beth Juncker

Dansk, kultur og kommunikation, et pædagogisk perspektiv. Redigeret af Mogens sørensen.

Referat af Anne Mie bang mumm Birongo pn09501

Referat:

Samfundsmæssige, kulturelle og sociale ændringer gør at begreber og forstillinger bliver synlige, og på baggrund af uenigheder sker der nogle opbrud og udviklinger.

Thomas Ziehe mener der siden 50erne har fundet en kulturel frisættelse sted, som handler om æstesering af hverdagen, og i 80erne var alt æstetisk iscenesat. Han mener envidere at der ikke samtidig har været en social frisættelse. Socialt institutionaliseres børn fra de er 1 år gamle, i en socialiceringsproces med pædagogisk og didaktiske målsætninger og intentioner. Børn henter dog ikke primært deres socialisering fra den nye æstetiske hverdagskultur. Børns tilværelse er fyldt med div. Medier som børnene er sammen om, og som ofte er kasalysator for sociale netværk. (Drotner)

Lege er flyttet indendøre og er ikke så fysiske som førhen.

Børnekultur: professionel formidlingskultur. Klassisk kunst og kultur, litteratur, teater, musik, billekunst, kulturoplevelser. Et humanistisk dannelsesbegreb.

Børns kultur: børns egenmåde at bruge hverdagskulturen, medierede æstetiske symbolske udtryk og kommunikationsformer.

Nye medier suplere de gamle, men erstater dem ikke. Dannelse foregår i en multimediekultur, og dannelse og læringsbegreber må omfatte rationelt kognitive og sensitivt kognitive processer når nye og gamle medier kombineres.

Kultur er lig med vaner. Der er sket en udvikling fra modernitet til sen- eller postmodernitet og fra enhedskultur til pluralistisk multimediekultur. Dvs. der er sket et brud på vaner og traditioner. (Jørgen Gleerup) kulturbegrebet bruges på alle uforudsigelige områder som vi er usikre på hvad der vil ske i fremtiden fx børnekultur. I 1971 var børne kultur et sociologisk bestemt fænomen, som var svært at forene med vanebeskrivelsen, fordi vi manglede det i forbindelse med radio og tv udsendelser for børn. Senere i ’76 tilføjede man også samvær, samfundspåvirkninger og adfærd. Det blev et kunst og kultursystem som skulle støtte folkeskolens alment dannende målsætninger. Børnekultur blev frem til ’80erne tænkt ud fra et system hentet fra den børnelitterære institution, på grundlag af adaptionsteorier fra ´60erne. De handler om udviklingsforskelle på børn og voksne samt kulturelle tilbud tilrettelagt til børn ud fra kognitive og psykologiske udviklingsteorier.

Helt tilbage hos oldtidens grækere (Paideia) og det romerske (humanitas) har man haft tanker om dannelsesprocessen, at mennesket skaber sig selv gennem hele livet. Siden hen er der sket en stor udvikling gennem tiderne. I oplysningstiden i 1700 tallet adkilte man barnet fra det alment menneskelige og dannede grobund for pædagogiske og filosofiske tanker og målsætninger der har til opgave ”at gøre barnet til menneske”. Senere har andre store tænkere som fx Fröbel, Grundtvig og Kold haft stor invirkning på udviklingen på det pædagogiske felt. Frem til i dag bliver der stadig diskuteret ”om, hvilke pædagogiske midler der bedst helliger målet” i at kulturalisere og socialiser børn.

Det pædagogogiske børnekulturbegreb

Ifølge det klassiske humanistiske dannelsesbegreb er det voksne handlende og tænkende subjekter og det barnlige modtagende og oplevende objekter. Denne deling danner et særligt pædagogisk kultur- og dannelsesbegreb kun for børn, og er grundlaget for det børnekulturelle systems formidlingstradition, som har til opgave at give børn redskaber til at tænke og argumentere, for derfra at kunne opleve og vælge rationelt til og fra.

Pædagogisk kunstbegreb ligger vægt på dannelsemæssigt indhold der fremmer rollemodeller og værdier

Pædagogisk kvalitetsbegreb opstår de to ovenstående begreber mødes og tilrettelægges alderssvarende i forhold til børns udviklingstrin, interesser og kognitive forståelsesmuligheder er det potentielt af høj kvalitet.

Børnekulturbegrebet har intentioner om børns bedste ud fra et normativt børneperspektiv. Der er i det 20 århunderede sket en afgrænsning af begrebet. (?)

Børns kultur

Siden 80erne er børn gået fra at være ”becomings” til at være ”beings” . det er den kulturelle frisættelse af det børnekulturelle system, der har ændret de dimensioner af barnet vi før så som primitive, driftstyrrende, ufornuftige og barnlige. Det har fået børns egne projekter frem i søgelyset og har skabt diskusioner om børnekulturbegrebet, da det ikke længere dækker over de aktivt handlende børn med adgang til æstetiske og symbolske udtryksformer.

Det antropologiske kulturbegreb farver de nye tendenser, at børn er i kultur, og åbner nye dimensioner med dets forestillinger om børn, kultur og kvalitet. Den anerkender børns legende organiseringer og tilkender det kulturel og erkendelsesmæssig betydning. Den åbner op for spørgsmål om betydningen af børns egne projekter, handlinger, holdninger og meninger

- Hvad er det for et blik børn ser med?

- Hvilken position handler og taler de fra?

- Hvilken retning giver den deres praksis?

- Hvilken logik og etik rummer den?

Det antropologiske begreb interesserer sig for fælleskabet og gør det muligt at synliggøre det børnekulturelle fortolkningsfællesskab, det værdier, logik og etik.

Børneperspektiv

Siden 80erne har der været fokus på psykologisk, pædagogisk og sociologisk forskning inden for børns perspektiv. Det antropologiske interessere sig netop for børns perspektiv, men har skabt problemstillinger om voksnes afdækning af børneperspektiv. Perspektivet er et sæt teorier, begreber og metoder som voksne kan bruge med metodisk og begrebslig præcision. Kombineret med kulturel interesse, med børns kulturelle fortolkningsfælleskab i centrum, bliver perspektivet en kombination af æstetisk teori, begrebsligørelse og analyseformer. Det æstetiske bliver en handlings-, holdnings- og erkendelseform, og leg er den styrende samværsform. Socialitet og erkendelse, dvs. samvær, kommunikation, nærvær og empati, er forudsat af det æstetiske som formgivende og iscenesættende princip forankret i lege-, fortælle-, spille-, og kommunikationsmønstre, som kan skabe legende stemninger, flow og kvalitetssamvær.

Carsten Jessen (lektor) mener børns kultur som værende en metakultur, som adskiller sig, men dog med afsæt fra subkulturen, hvor leg er det bærende i kulturen.

Det børnekulturelle fortolkningsfælleskab er allestedsnærværende, som legende, narrativt begær og vilje. Det indeholder energi, kreativ kraft samt ekspressiv logik og etik. Det æstetisk-symbolske er gennem det kuturelle afgørende for børns processer, fordi det skaber mening og betydning.

Dette støtter Thomas Ziehes pointer bla. om at nye medier suplere de gamle som redskaber for børns metakultur. Denne indsigt stiller spørgsmålstegn for hvilke konsekvenser der bør have i hele kultur- og uddannelsessytemmet.

Diskuter med!

Diskutioner omkring hvordan nye og gamle begreber og forestillinger i kulturene kan forenes og forvandles.