Børn og kultur – mellem nye og gamle forstillinger af Beth Juncker
Dansk, kultur og kommunikation, et pædagogisk perspektiv. Redigeret af Mogens sørensen.
Referat af Anne Mie bang mumm Birongo pn09501
Referat:
Samfundsmæssige, kulturelle og sociale ændringer gør at begreber og forstillinger bliver synlige, og på baggrund af uenigheder sker der nogle opbrud og udviklinger.
Thomas Ziehe mener der siden 50erne har fundet en kulturel frisættelse sted, som handler om æstesering af hverdagen, og i 80erne var alt æstetisk iscenesat. Han mener envidere at der ikke samtidig har været en social frisættelse. Socialt institutionaliseres børn fra de er 1 år gamle, i en socialiceringsproces med pædagogisk og didaktiske målsætninger og intentioner. Børn henter dog ikke primært deres socialisering fra den nye æstetiske hverdagskultur. Børns tilværelse er fyldt med div. Medier som børnene er sammen om, og som ofte er kasalysator for sociale netværk. (Drotner)
Lege er flyttet indendøre og er ikke så fysiske som førhen.
Børnekultur: professionel formidlingskultur. Klassisk kunst og kultur, litteratur, teater, musik, billekunst, kulturoplevelser. Et humanistisk dannelsesbegreb.
Børns kultur: børns egenmåde at bruge hverdagskulturen, medierede æstetiske symbolske udtryk og kommunikationsformer.
Nye medier suplere de gamle, men erstater dem ikke. Dannelse foregår i en multimediekultur, og dannelse og læringsbegreber må omfatte rationelt kognitive og sensitivt kognitive processer når nye og gamle medier kombineres.
Kultur er lig med vaner. Der er sket en udvikling fra modernitet til sen- eller postmodernitet og fra enhedskultur til pluralistisk multimediekultur. Dvs. der er sket et brud på vaner og traditioner. (Jørgen Gleerup) kulturbegrebet bruges på alle uforudsigelige områder som vi er usikre på hvad der vil ske i fremtiden fx børnekultur. I 1971 var børne kultur et sociologisk bestemt fænomen, som var svært at forene med vanebeskrivelsen, fordi vi manglede det i forbindelse med radio og tv udsendelser for børn. Senere i ’76 tilføjede man også samvær, samfundspåvirkninger og adfærd. Det blev et kunst og kultursystem som skulle støtte folkeskolens alment dannende målsætninger. Børnekultur blev frem til ’80erne tænkt ud fra et system hentet fra den børnelitterære institution, på grundlag af adaptionsteorier fra ´60erne. De handler om udviklingsforskelle på børn og voksne samt kulturelle tilbud tilrettelagt til børn ud fra kognitive og psykologiske udviklingsteorier.
Helt tilbage hos oldtidens grækere (Paideia) og det romerske (humanitas) har man haft tanker om dannelsesprocessen, at mennesket skaber sig selv gennem hele livet. Siden hen er der sket en stor udvikling gennem tiderne. I oplysningstiden i 1700 tallet adkilte man barnet fra det alment menneskelige og dannede grobund for pædagogiske og filosofiske tanker og målsætninger der har til opgave ”at gøre barnet til menneske”. Senere har andre store tænkere som fx Fröbel, Grundtvig og Kold haft stor invirkning på udviklingen på det pædagogiske felt. Frem til i dag bliver der stadig diskuteret ”om, hvilke pædagogiske midler der bedst helliger målet” i at kulturalisere og socialiser børn.
Det pædagogogiske børnekulturbegreb
Ifølge det klassiske humanistiske dannelsesbegreb er det voksne handlende og tænkende subjekter og det barnlige modtagende og oplevende objekter. Denne deling danner et særligt pædagogisk kultur- og dannelsesbegreb kun for børn, og er grundlaget for det børnekulturelle systems formidlingstradition, som har til opgave at give børn redskaber til at tænke og argumentere, for derfra at kunne opleve og vælge rationelt til og fra.
Pædagogisk kunstbegreb ligger vægt på dannelsemæssigt indhold der fremmer rollemodeller og værdier
Pædagogisk kvalitetsbegreb opstår de to ovenstående begreber mødes og tilrettelægges alderssvarende i forhold til børns udviklingstrin, interesser og kognitive forståelsesmuligheder er det potentielt af høj kvalitet.
Børnekulturbegrebet har intentioner om børns bedste ud fra et normativt børneperspektiv. Der er i det 20 århunderede sket en afgrænsning af begrebet. (?)
Børns kultur
Siden 80erne er børn gået fra at være ”becomings” til at være ”beings” . det er den kulturelle frisættelse af det børnekulturelle system, der har ændret de dimensioner af barnet vi før så som primitive, driftstyrrende, ufornuftige og barnlige. Det har fået børns egne projekter frem i søgelyset og har skabt diskusioner om børnekulturbegrebet, da det ikke længere dækker over de aktivt handlende børn med adgang til æstetiske og symbolske udtryksformer.
Det antropologiske kulturbegreb farver de nye tendenser, at børn er i kultur, og åbner nye dimensioner med dets forestillinger om børn, kultur og kvalitet. Den anerkender børns legende organiseringer og tilkender det kulturel og erkendelsesmæssig betydning. Den åbner op for spørgsmål om betydningen af børns egne projekter, handlinger, holdninger og meninger
- Hvad er det for et blik børn ser med?
- Hvilken position handler og taler de fra?
- Hvilken retning giver den deres praksis?
- Hvilken logik og etik rummer den?
Det antropologiske begreb interesserer sig for fælleskabet og gør det muligt at synliggøre det børnekulturelle fortolkningsfællesskab, det værdier, logik og etik.
Børneperspektiv
Siden 80erne har der været fokus på psykologisk, pædagogisk og sociologisk forskning inden for børns perspektiv. Det antropologiske interessere sig netop for børns perspektiv, men har skabt problemstillinger om voksnes afdækning af børneperspektiv. Perspektivet er et sæt teorier, begreber og metoder som voksne kan bruge med metodisk og begrebslig præcision. Kombineret med kulturel interesse, med børns kulturelle fortolkningsfælleskab i centrum, bliver perspektivet en kombination af æstetisk teori, begrebsligørelse og analyseformer. Det æstetiske bliver en handlings-, holdnings- og erkendelseform, og leg er den styrende samværsform. Socialitet og erkendelse, dvs. samvær, kommunikation, nærvær og empati, er forudsat af det æstetiske som formgivende og iscenesættende princip forankret i lege-, fortælle-, spille-, og kommunikationsmønstre, som kan skabe legende stemninger, flow og kvalitetssamvær.
Carsten Jessen (lektor) mener børns kultur som værende en metakultur, som adskiller sig, men dog med afsæt fra subkulturen, hvor leg er det bærende i kulturen.
Det børnekulturelle fortolkningsfælleskab er allestedsnærværende, som legende, narrativt begær og vilje. Det indeholder energi, kreativ kraft samt ekspressiv logik og etik. Det æstetisk-symbolske er gennem det kuturelle afgørende for børns processer, fordi det skaber mening og betydning.
Dette støtter Thomas Ziehes pointer bla. om at nye medier suplere de gamle som redskaber for børns metakultur. Denne indsigt stiller spørgsmålstegn for hvilke konsekvenser der bør have i hele kultur- og uddannelsessytemmet.
Diskuter med!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar