Børns mundtlige legekultur

Børns mundtlige legekultur

af Povl Bjerregaard

Resumé

Øgenavne, kælenavne, gåder, udråb, nonsensfortællinger, ord-gakgak, gyserhistorier, lyde, rim, verbale udråb, pralerier, gådevitser, parodier, tungetwistere, fornæmmelser, vittigheder, alle børnene genren, remser, mundhuggerier m.m. er alle former af leg med ord.

6-12 årige er den der lege mest med ordene, men det kan også forkomme helt ned i vuggestuen. De mundtlige aktiviteter er en del af børns sociale og kulturelle liv, de er hele tiden i forandring fordi de indgår i børns samvær som levende udtryk i et uformelt netværk.

Mouritsen – legekultur defineres som ”børns æstetisk symbolske udtryksformer”. ”punktvise æstetisk organiserede udtryk knyttet til øjeblikket” som tilhøre en særlig sfære.

Legekultur tilegnes gennem deltagelse og udøvelse og kræver færdiheder i utryksformer, æstetiske tekniker, organisationsformer, iscenesættelse og performance. Familien har en vigtig betydning for de mundtlige legekulturelle udtryksformer, bla. glæden ved leg med sprog, fortællekompetancer og repotoire, samt udvikle homoristisk sans. Voksne leger også i kulturelle udvekslinger. Vertikal overlevering er den udveksling der sker fra voksen til barn, horisontal overlevering sker fra børn til barn. Samspillet mellem mundligt kultur og medierne har betydning, fordi medierne leverer råstof, indtryk og former der bruges og bearbejdes i legekulturen. Måske er institutions vigtigste rolle at være mødested for legekulturen frem for pædagogisk formidler.

Sprog udspilles i sociale rum og er et socialt fænomen om magt, status, roller og anderkendelse. Dette er eftertragtede og nødvendige færdigheder for både børn og voksne. I institutionen er de sociale relationer præget af en kompleksitet foranerlighed, da det er ikke let at navigere på tværs af spilleregler og kommunikation på mange niveauer. Vi manupulerer kreativt med sproget, fordi det i sig selv er meningsfuldt og sjovt.

Mundtlig humor forudsætter kompetancer inden for kulturelle, poetiske og lingvistiske systemer. For at begribe børnsliv og fællesskaber er det vigtigt for pædagoger at kende til de forskellige lege med sprog og fortællinger.

Gåde og gådevitser: enkel fleksibel spørgsmål-svar-formel. At gætte rigtigt kræver bla. logisk sans, sproglig viden, og fantasi. Svaret er uforudsigeligt og overraskende. Gådevitser indeholder logiske men absurde spørgsmål. ex. hvad er det som ligger i en spand og siger dav? en spandauer. Humoristisk diskurs. Små forskydninger og manipulationer med ordene kan indeholde hele pointen. Nogler gåder og vitser kan indeholde sexuelle undertoner. Nogle kræver viden om alfabetisering, andre indeholde fjollede oversættelser af fremmedord. Humoristisk sans virker inkluderende for dem som forstår den, så dem der ikke forstår lade ofte som om at de forstår, for at være med i fællesskabet.

Gyserfortællinger: fra start af er man klar over at der fortælles noget uhyggeligt, men vi ved ikke hvad og hvornår klimaks indtræffer. ofte har den overraskende og sjover pointer. En god fortæller bruger stemmeføring, gestik og pauseringer, for at gøre det mere uhyggeligt og fastholde sine tilhørere.

"Alle børnene genren": kreativ rimleg med ord. Børn udforsker og laver nye eksempler, nogle gange kiksede men sjove. (Kvideland 1987) legekulturen er medie for at udtrykke tabubelagte emner som ex. handicaps, sex og død, dog med humoristisk distance. Ofte går genren på tur blandt deltagerne.

Parodier: "En komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald", Parodien kan være rettet mod noget der opfattes finkulturelt, ophøjet eller alvorligt. Det kræver at både fortæller og tilhørene kender den eller det der parodieres. Man fremstiller det parodierede med ex accent, gestik og mimik. Mederne er gode at parodiere. Der leges videre med råstoffet børnene imellem, ved at udforske og improvisere.

Rim og remser: ofte didaktiske budskaber som ugen dage, tal, og bogstavremser. De leveres både fra voksen til barn allerede fra spædbarnsalderen og fra barn til barn. Det er en meningsfyldt aktivitet som pædagoger med faglig indsigt kan lære fra sig og inspirere børnene til at lege videre med sproget. Holder man genren æstetiske konvention kan man lave om på det som det passer en.

Legekultur findes i og uden for institutionen. Pædagoger må overveje sig til hvordan de skal forholde sig til det i inst. De må skabe tid og rum for udfoldelse ved at organisere hverdagen. Pædagoger må bla. have indsigt i legens væsen, udviklet situationsfornemmelse og social musicalitet for at spille med. Somme tider skal de voksne ikke blande sig i børnenes egen organiserede leg, og andre gange kan de støtte barnets interesse. Pædagoger er selv kulturbærende og skal fortælle deres egne historier. Ældre børn er med til at lære de små nyt i genrer og udtrykformer.

Slut prut finale ;-)