Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb!

Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb!
Børns kulturelle udtryksformer og værdier.
Af Beth Juncker
Professor i børnekultur
Danmarks Biblioteksskole

"Rum for leg, læring og udvikling" er en del af loven om pædagogiske læreplaner, og det underligger småbørnspædagogikken en overordnet målstyring. Leg kan imidlertid hverken styres, formålsbestemmes eller måles. Betydningen kan kun afgøres af deltagerne. Loven siger også at man skal "arbejde med mål for læring og indeholde overordnede pædagogiske beskrivelser af relevante mulige aktiviteter og metoder". Hvis målet med undervisning er læring er det let, men hvis ikke er det problematisk da erfaring og erkendelse, forbundet med leg ikke kan måles.

"Kulturelle udtryksformer og værdier (kendskab til forskellige kulturelle udtryksformer og værdier, udnyttelse og brug af sanser via musik, tegning, dramatik, ler m.v.)”
Denne politiske bestemte målsætning er en eksplosiv cocktail, hvor faglige og kulturelle kompetencer krydser klinger, da faglighed handler om læring af faglige færdigheder til at begå sig i samfundet. De kulturelle læreprocesser er stemninger i legen og omkring spisesituationer m.m. Problematikken liger i hvis børns egne interessefelter samt måder at skabe, handle og erkende på nedprioriteres og de faglige kompetencer opprioriteres. Kan perspektiverne forenes?

Leg og læring – en global dagorden
sociale instrumenter for en økonomisk udlignings- og social velfærdstænkning, hvis udgangspunkt har været retten til en barndom uden fysisk arbejde, uden formel undervisning, men med omsorg, tid til leg og indsigt i legenes iboende kvaliteter som pædagogisk centralfelt. Det er det udgangspunkt, der nu sættes til debat. Overnationale organer og internationale undersøgelser er blevet dagsordenssættende, og den viser at den danske børnehave- og folkeskoletradition til spanking, fordi de danske børn læser for sent, kan for lidt matematik, behersker ikke Danmarks geografi, taler kun middelmådigt internationale sprog.skal vi følge de overnationale retningslinjer, bryde den småbørnspædagogiske tradition og satse tidligere på faglig viden og færdigheder? Hvis vi skal følge de overnationale retningslinjer, er det et spørgsmål om vi må bryde den småbørnspædagogiske tradition og satse tidligere på faglig viden og færdigheder? Det er et opbrud med gamle traditioner og derfor står vi lige nu med en pædagogisk professionsbevidsthed uden bred folkelig forankring, at integrere leg og læring!. De pædagogiske læreplaner er et skridt i den retning. Set fra de overstatslige standardiseringsbestræbelser handler det om at skabe de bedste forudsætninger for
indskolingsårene: lege, ikke er umiddelbart forenelige med de læreprocesser, der er forbundet med undervisning og den viden og de faglige færdigheder, undervisning skal bibringe sine elever. Cocktailen bliver ikke mindre sprængfarlig, når de pædagogiske læreplaner skal tænkes på et felt, ingen rigtig ved hvad er: ”kulturelle udtryksformer og værdier” og i en situation,
hvor det gamle børnekulturbegreb, der burde kunne udstikke grundlaget for en fortolkning af ’de kulturelle udtryksformer og værdier’ og retningslinjer for en pædagogisk praksis, ikke længere er anvendeligt.

En forforståelse
’Kulturelle udtryksformer og værdier’ oversættes blandt pædagoger oftest med klassiske kunstneriske udtryk – litteratur, teater, musik, billedkunst for børn, som børn dels kunne ’møde’ dels kunne ’øve sig i’ i værkstedslignende sammenhænge – musikværksteder, dramaværksteder, billedkunstværksteder. faglig begrundet fortolkning gøre op med den forforståelse, der knytter sig til det gamle børnekulturbegreb og dets udviklingspsykologiske optik, og præcisere det nye børnekulturbegreb, der kan gøre det klart, at udvikling af kulturelle udtryksformer og værdier i dagtilbud for børn først i absolut anden række handler om, at børn skal møde professionelle kunstneriske udtryksformer og få mulighed for at deltage i såkaldte musisk-kreative aktiviteter.

Mellem børnekulturbegreber
kultur for børn, kultur med børn og kultur af børn! Kultur af børn er de produkter, musiske processer kan resultere i. Børnekulturbegrebet er et arbejdsredskab som afgrænser det felt, der arbejdes med, fra andre felter, og det bestemmer den tilgang, optik, feltet skal/kan betragtes med. Det er ikke længere egnet hverken til at udvikle praktisk formidling eller udstikke retningslinjer for pædagogiske læreplaner med.

De 3 K’er - en klassifikation i splid med sig selv
Kultur af børn eller børns kultur, sprænger klassifikationen og dens forståelsesgrundlag. Forudsætter, at børn er i kultur, at de faktisk selv er kulturskabende. afgrænser et kendt voksenstyret felt, kultur for og med børn, og prøver at få det ukendte, børns kultur, ind på
samme niveau. De to første kategorier henviser til socialt forankrede kulturelle produktionssystemer og de kulturprodukter, der produceres, distribueres, formidles og recipieres gennem dem: den børnelitterære institution, den børnedramatiske, den børnefilmiske osv. De kan findes og genfindes i virkeligheden. Den sidste kategori er derimod hverken socialt forankret i et sociologiske system eller produktbestemt. Den dækker over de kulturelle processer, der skaber mening og betydning for dem, der deltager, mens de finder sted. Børns måder at gå og hoppe på f.eks. den mangler det for et begreb afgørende: nemlig den optik, hele feltet kan/bør betragtes med. Derfor er de 3 K’er ikke et begreb, og derfor kan der hverken arbejdes eller udstikkes retningslinjer ud fra den. Som konstruktion kan den pege i en hvilken som helst retning. Det har betydet, at den i praksis er blevet brugt som en elastik, der kunne tolkes, trækkes og strækkes efter de interesser, der lige nu fandtes blandt pædagoger, lærere, bibliotekarer, kulturformidlere og politikere. Det har den ikke haft godt af. Resultatet er blevet, at sådan cirka alt kan være ’børnekultur’. Det er nødvendigt at gentænke den som regulært begreb: rydde op i klassifikationskategorierne, præcisere optikken og pege på konsekvenserne.

Børns kultur. Hermed menes de kulturelle udtryk, børn frembringer i deres egne netværk, d.v.s. hvad man med en samlebetegnelse kunne kalde deres legekultur. Den består af en vifte af
udtryksformer og genrer: lege, fortællinger, sange, rim, remser, gåder, vitser og hvad der i
øvrigt falder inden for den klassiske børnefolklore, men den rummer også punktvise æstetisk
organiserede udtryk knyttet til øjeblikket såsom rytmisk lyd, pjat, plagerier, gangarter og
lydarter. Også børns måder at tage diverse medier og ”steder” i brug på hører til denne
kategori, f.eks. skrift, video, computer.

Børnekultur ses dermed ikke længere som et socialisationsfelt. Det ses som et æstetisk felt. Det
omfatter både børns egne æstetiske udtryksformer og processer og de kunstnerisk-æstetiske udtryk, der er forbundet med de klassiske og moderne medier, de benytter sig af.

Børns kultur defineres som et æstetisk felt i følge Mouritsen. forskerkolleger fra andre fag og
børnenes kulturformidlere – lærerne, pædagogerne, bibliotekarerne, litteratur-, film-, teater-, musik-, museums-, billede og digitalmediefolkene – spørger: Hvad er det æstetiske? Hvor findes det? Hvilke konsekvenser har det i praksis?

Æstetik som videnskab
Æstetikken som videnskab blev grundlagt i oplysningstiden. Helt konkret i 1735 af den tyske filosof Alexander Gottlieb Baumgarten. Tidens rationelt orienterede videnskab anerkendte ikke, at mennesker kunne opnå viden og indsigt og nærme sig sandhed ved hjælp af sanser og følelser.
Baumgarten skar igennem. Han grundlagde æstetikken som videnskab og bestemte dens genstandsfelt dobbelt:
1. som studier i de sensitive veje til erkendelse, der spillede sammen med de rationelle
2. som studier i kunstskabelse og kunsttilegnelse.
Børns kultur og kultur med børn omfattes af teorier om sensitiv erkendelse, altså af forestillinger om, hvordan børn og voksne skaber mening og erkendelse i hverdagen gennem formgivning, iscenesættelse, af sanser og følelser. En formgivning, der udtrykker sig gennem æstetiske mønstre, genrer og kulturelle udtryksformer.

Æstetiske mønstre
Mønstret er afhængig af kroppens sansemæssige udtryksformer, hvis det skal realiseres, og af kroppens sensitive oplevelsesmuligheder, hvis det skal kunne opleves. Sanserne og kroppens gestiske, mimiske og rytmiske udtryksmuligheder er udgangspunktet. Det æstetiske muliggør det sociale. Mønstret er den grammatik, der gør den mulig, med skift, gentagelser, af lyde, mimik, kropssprog og gestik.
Vi bærer på en kulturel arv af kropslige, rytmiske, metriske, lydlige, billedlige, bevægelsesmæssige – altså æstetiske - udtryksformer, der kan aktualiseres, når og hvor
situationerne byder sig til. Det er en dimension af virkeligheden, som hverken kan klassificeres ellergenfindes. Dens betydning aflejrer sig i krop og psyke.
Det meningsfulde i disse æstetiske processer ligger i selve formgivningen, i spillet og i
det sociale samvær, den skaber mellem dem, der deltager - i den fælles fryd, den udløser, som kroppen husker.



Det nye børnekulturbegrebs perspektiver
Det handler om at børn tilegner sig æstetiske mønstre, genre og kulturelle udtryksformer, som lagre sig i kroppen, for at kunne improvisere, omskabe og videreudvikle.


Pædagogiske læreplaner - set med det nye børnekulturbegreb
- børn er både subjekter og objekter for egen kulturel dannelse
- at i forhold til 0-6årige børns kulturelle udtryksformer er ’læring’ forbundet med æstetisk
formgivende processer, der sætter følelser, spænding, gru, gys, sjov, ballade, angst og
smerte, i centrum. Man kan sagtens bruge tal, bogstaver, alfabet, ligninger som rekvisitter,
hvis man kan finde et mønster, der gør dem brugbare. Men ingen lærer at læse, stave eller
regne af den grund. Rekvisitterne er kun midler for det egentlige: den legende proces, der
opleves som sjov, spændende, udfordrende. Indfinder den sig ikke har hverken tal,
bogstaver, ord eller ligninger nogen værdi.
- at processernes kvalitet afgøres af de deltagende – ikke af dem, der står uden for med
skumle hensigter
- at voksne kan bidrage, når de deltager.

Udvikling af kulturelle udtryksformer udspringer af kulturel praksis. Udvikling af kulturelle udtryksformer støttes af institutionens egen kulturpolitik. Udvikling af kulturelle udtryksformer støttes af brud på daglige rytmer og rutiner. Kulturelle udtryksformer udvikles i lyst – i socialt samvær og i leg.